17. mai – en nasjonaldag i trå med bibelsk tenkning!

Den 1. mai markertes av noen som en ”17. mai” og 1. mai dagens ideologi (med det røde flagg!) har som mål å fjerne den norske nasjonalstaten. 17. mai derimot er en nasjonalstats-dag (j.fr. Apostelgjerningene 17, 26-27: ” 26og han lot alle folkeslag av ett blod bo over hele jorderike, og satte dem faste tider og grenseskjell mellom deres bosteder, 27 for at de skulle lete etter Gud, om de dog kunde føle og finne ham, enda han ikke er langt borte fra noen eneste av oss.”)
og en skal innledningsvis minne hverandre bl.a. om vers 6 i fedrelandssalmen:

Vil Gud ikkje vera byggningsmann, Me fåfengt på huset byggja.
Vil Gud ikkje verja by og land, Kan vaktmann oss ikkje tryggja. So vakta oss Gud så me kan bu I heimen med fred og hyggja.

Under kan du lese 17. mai talen til Jørgen Løvland på Eidsvoll i 1914 og en artikkel av lektor J. I. Holm som begge hegner om den norske kulturarven. En kulturarv som ikke egner seg til pynt, men som skal være et styringsverktøy for den norske stat! Basisen for dette styringsverktøyet finner vi i Grunnlovens § 2 i 1. setning slik den lød i 1814: ”Den evangelisk-lutterske Religion forbliver Statens offentlige Religion.” Og så avslutter vi med ”Ja, vi elsker dette landet,” og ”Gud signe vårt dyre fedreland”.

 

1.

STORTINGSPRESIDENT JØRGEN LØVLANDS TALE TIL KONGE,

STORTING OG REGJERING I RIKSFORSAMLINGENS SAL

PÅ EIDSVOLL 17. MAI 1914

 

2.
Vi minner også om lektor Johan I. Holms glimrende artikkel om Norges Grunnlov:
Grunnloven og naturretten
 
3.
Norges nasjonalsang
 

Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910)
Melodi: Rikard Nordraak (1842-1866)

 
(Parentesene viser årstall for de historiske hendelsene 
Bjørnson bruker som referanser i denne teksten.)
 


Fienden sit våben kasted, (år 1814)
op visiret for,
vi med undren mod ham hasted;
ti han var vor bror.
Drevne frem på stand af skammen
gik vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen (år 1864)
og skal sådan stå!
 
Norske mand i hus og hytte,
tak din store gud!
landet vilde han beskytte,
skjønt det mørkt så ud.
Alt, hvad fædrene har kjæmpet,
mødrene har grædt,
har den Herre stille læmpet,
så vi vandt vor ret.
 
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet
med de tusen hjem.
Og som fædres kamp har hævet
det af nød til sejr,
også vi når det blir krævet,
for dets fred slår lejr.

 

(Fra Digte og sange 1904, Bjørnsons siste bearbeidelse.)

 
Ja, vi elsker
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet
med de tusen hjem, -
elsker, elsker det og tænker
på vor far og mor
og den saganat, som sænker
drømme på vor jord.
 
Dette landet Harald bjerged
med sin kjæmperad,(år 885)
dette landet Haakon værged,
medens Øjvind kvad; (år 961)
Olav på det land har malet
korset med sit blod,(år 1030)
fra dets høje Sverre taled´
Roma midt imot. (år 1194)
 
Bønder sine økser brynte,
der en hær drog frem; (år 1612)
Tordenskjold langs kysten lynte,
så den lystes hjem. (år 1716)
Kvinder selv stod op og strede,
som de vare mænd; (år 1716)
andre kunde bare græde;
men det kom igjen!
 
Visstnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle gange,
og det stod på spil;
ti vi heller landet brændte, (år 1716)
end det kom til fald;
husker bare, hvad som hændte
ned på Fredrikshald!
 
Hårde tider har vi døjet,
blev tilsist forstødt;
men i værste nød blåøjet
frihed blev os født.
Det gav faderkraft at bære
hungersnød og krig, (år 1808?)
det gav døden selv sin ære - 
og det gav forlig.
 

4.
Norges fedrelandssalme


Gud signe vårt dyre fedreland

Tekst: Elias Blix (1836-1902)
Melodi: Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842)

Og morgonen rann, og mørkret kvarv,
Som lenge vår lukka skygde.
Du atter oss gav vår fridomsarv
Og honom i trengsla trygde.
Du varna vårt folk og gav oss fred
Og landet med lov me bygde.

Vil Gud ikkje vera byggningsmann,
Me fåfengt på huset byggja.
Vil Gud ikkje verja by og land,
Kan vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss Gud så me kan bu
I heimen med fred og hyggja.

No er det i Noreg atter dag
med vårsol og song i skogen.
Om sædet enn gror på ymist lag,
det brydder då etter plogen.
Så signe då Gud det gode såd
til groren ein gong er mogen.

 

 
Gud signe vårt dyre fedreland,
og lat det som hagen bløma.
Lat lysa din fred frå fjell til strand
og vetter for vårsol røma.
Lat folket som brøder saman bu,
som kristne det kan seg søma.

Vårt heimland lenge i myrker låg,
og vankunna ljoset gøymde.
Men, Gud du i nåde til oss såg,
Din kjærleik oss ikkje gløymde;
Du sende ditt ord til Noregs fjell,
Og ljos over landet strøymde.

Og Noreg det ligg vel langt i nord,
Og vetteren varer lenge;
Men ljoset og livet i ditt ord
Det ingen kan setja stenge.
Um fjellet er høgt og dalen trong,
Ditt ord heve då sitt gjenge.

So blømde vårt land i ljos og fred,
Det grodde so grønt i lider,
Men atter seig natt på landet ned
Med trældom og tunge tider.
Og folket det sukka etter ljos,
Og du lyste opp omsider.