Professor Robberstad og lovgivning

Av Jørgen Høgetveit

All norsk forvaltning - også forvaltning av straffeloven - hviler på Grunnloven som er lov av første grad/rang. Og om Den norske stat og Grunnloven sa professor Knut Robberstad i "Lærebok i Kyrkjerett - Fyrelesninger på Det praktisk-theologsike seminaret til Menighetsfakultet " 1951 følgende: "I § 2 i grunnlovi er fastett: "Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens offentlige religion" og fortsetter: "Det særskilde innhaldet i § 2 er at staten i seg sjølv er konfesjonell. Det er eit statsfyremål å halde uppe og fremja den evangelisk-lutherske læra."

"Um dette er det ei fyresegn i § 4 og: "Kongen skal stedse bekjende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte denne." Skyldnaden etter § 4 er til å halde uppe og verna statsreligionen gjeld kongen, d.e. Regjeringi. Men etter § 2 har Stortinget ei tilsvarande plikt.

Disse §§ og lære inneholder et menneskesyn - det kristen høyverdige menneskesyn - som verner mennesket og dets rettigheter. Menneskerettene etter dette syn finner vi igjen i Grunnloven fra § 96 og utover som beskytter mennesket på de sentrale felt av menneskelivet. Det være seg Selvsagt hviler også Straffeloven på det samme fundament - det skjønner man også av det faktum at § 100 er sikret ved at det følger straff etter Straffeloven ved å begå noe av det som § 100 forbyr, osv.

Det skulle derved være innlysende at man ikke kan etablere et nytt åndelig fundament for norsk straffelov - og et fundament som klart bryter med hele den kristne tenkningen som har vært grunnleggende i Norge de siste 1000 år og på en særskilt måte restaurert (derav Restaurasjon - Konstitusjonen) i 1814 ved å innføre en brutaliserende muslimsk sharialovgivning. Det virker desto mer tankeløst i en tid hvor denne åndsretning gjennom en global terrorisme truer den vestlige sivilisasjon å drive et arbeid som svekker Grunnloven og åpner opp for shariaråd m.m.

* * *

Om Knut Robberstad skriver Aftenposten 22.april 1969 til hans 70 års dag: "Det er sagt om folkerettens far, Hugo Grotius, at hans lærdom ikke kunne bli utskrevet om så himmelen hadde vært papir og havet blekk. Farlig er det med store ord, men det er en naturlig grunn for at det faller meg i pennen akkurat nå, ved tanken på at professor Knut Robberstad fyller 70 år. Han hører i alle enkelthet til den lille og sterkt eksklusive krets av samtidige om hvem man pleier å si at det er forunderlig hvor megen kunnskap og lærdom det kan være samlet i ett enkelt menneskes hode.

Det sentrale i denne viden har vært lovkunnskap og lovtenkning. Etter en storveis embedseksamen og vanlig juridisk rekruttjeneste som dommerfullmektig, gikk Knut Robberstad inn i Justisdepartementets lovavdeling." De fortsetter med å omtale hans "imponerende og fruktbare skarpsindighet" som ga " sterke bidrag til en velordnet lovgivning og rettspleie." De sier at han mer enn andre jurister "tidlig ble bundet til rettsregler med nasjonal opprinnelighet og tilknytning til vår historiske utvikling og vår nasjonale særdrag, kulturelt og næringsøkonomisk, slik det også senere kom til uttrykk i virksomheten som formann i sivillovbokutvalget.

Knut Robberstads lovgivningskunst og jevne virksomhet som lovfortolker har vært preget av hans solide viten om rettsreglenes sammenheng - " osv. De fremhever også at han studert oldnorsk og senere ga ut en bok om "Magnus Lagarbøters bylov" og han har gjort mye av vår gamle lov (bl.a. Gulatingsloven) tilgjengelig i moderne språk- så dette er en av vårt lands store rettslærde så vidt undertegnede kan forstå. Han var en rettslærd som maktet å reise mange av "rettshistoriens merkestener" - sier Knut Tvedt i Aftenposten.

* * *

Grunnlovens § 95 - og utover:

§ 95. Ingen Dispensationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger maae bevilges, efterat den nye, almindelige Lov er sat i Kraft.

§ 96. Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Pinligt Forhør maa ikke finde Sted.

§ 97. Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft.

§ 98. Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgiftter til Statskassen være forbundne.

§ 99. Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfselde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest eller ulovligt Ophold staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar.

§ 100. Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsetligen og aabenbar enten selv har visst, eller tilskyndet andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de constitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger mod nogen. Frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte.

§ 101. Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstædes nogen for Fremtiden.

§ 102. Huusinqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde.

§ 103. Fristed tilstædes ikke dem, som herefter fallere.

§ 104. Jord- og Brugslod kan i intet Tilfælde forbryes.

§ 105. Fordrer Statens Tarv, at Nogen maae afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentligt Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen.

§ 106. Saavel Kjøbesummer, som Indtægter af det, Geistligheden beneficerede Gods, skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn.

§ 107. Odels- og Aasædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsettes af det første eller andet følgende Storthing.

§ 108. Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser maae for Eftertiden oprettes.

§ 109. Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue. Denne Grundsetnings Anvendelse og de Indskrænkninger, den bør undergaae, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee, der udvælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nugjeldende Bestemmelser.

§ 110. Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Constitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør forandres, skal Forslaget derom fremsettes paa et ordentlig Storthing og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først det næste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted, eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men allene angaae Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og bør 2/3 af Storthinget være enig i saadan Forandring.